Ramund Hin Unge

Ramund var sig en bedre mand
om han havde bedre klá¦der
Dronningen gav hannem klá¦der pᥠstand
af blá¥garn, bast og lá¦der
“Sá¥dant vil jeg ikke ha,” sagde Ramund.
“Sá¥dant stá¥r mig ikke bra,” sagde Ramund hin unge

Ramund gik sig ved salten sá¸strand
der sᥠhan syv já¦tter stande
“Tager jeg Ramund pᥠmin mindste há¥nd
og kaster ham langt fra lande”
“Det gá¸r ikke ene du,” sagde Ramund
“I mᥠkomme alle syv,” sagde Ramund hin unge

Ramund tog til sit dyre svá¦rd
det han kaldte dymlingen rá¸de
Hug han de já¦tter syv med en fá¦rd
at blodet randt dennem til dá¸de
“Der ligger alle syv,” sagde Ramund
“Alt stá¥r jeg her endnu,” sagde Ramund hin unge

Kejseren ud af vinduet sá¥
med angst og sorrigfuld mine
“Hvo er den mand, i gá¥rden mon stá¥
og der sᥠhá¦sselig grine?
“Det er mig, jeg har lyst,” sagde Ramund
“Med dig at vov' en dyst,” sagde Ramund hin unge

Ramund tog til sin store kniv
den han kaldte dymlingen dyre
Skilte han kejseren ved hans liv
at hovedet flá¸j femten mile
“Jeg mente den ej bed,” sagde Ramund
“Dog rinder blodet ned,” sagde Ramund hin unge